Hovedsymptomet hos mennesker med MBL-mangel er unormalt mange infektioner. Der er forskellige definitioner på, hvor mange ”unormalt mange” er, og det afhænger også af alderen. Nogle steder defineres det som over 5 antibiotika-krævende infektioner årligt.
Især øvre luftvejsinfektioner som forkølelse og halsbetændelse er hyppigt hos mennesker med MBL-mangel. Ved gentagne halsbetændelser kan det være en god ide at finde en fast øre-næse-hals-læge. Øre-næse-hals-lægen kommer dermed til at kende ens historie og forløb, og kan på den baggrund vurdere om det er nødvendigt at fjerne mandlerne. Man behøver ikke en henvisning fra egen læge, for at henvende sig hos en øre-næse-hals-læge.
Mennesker med MBL-mangel kan lide af gentagne mellemørebetændelser, som kan være meget smertefulde. Det varierer fra person til person om det vil være nødvendigt at få lagt dræn, og her er det igen godt at finde en fast øre-næse-hals-læge, som man henvender sig hos hver gang der opstår en mellemørebetændelse. Hos små børn uden sprog kan det være svært at opdage en mellemørebetændelse. Men ofte vil barnet græde meget, tage sig til øret og have svært ved at sove. Nogengange kan man også se det ved, at der flyder væske ud af øret.
En virusinfektion der mest ses hos børn, og som giver en tør gøende hoste (der lyder lidt som en gøende sæl). Hosten bliver ofte værre, når barnet ligger ned. Det er vigtigt at kontakte en læge ved symptomer på falsk strubehoste.
Hudinfektioner. Det ses hyppigt, at mennesker med MBL-mangel får hudinfektioner – både i form af bakterieinfektioner med knopper, eller i form af svampeinfektioner med rødme og svie/kløe.
Nogle mennesker med MBL-mangel udvikler også astmatisk bronkitis, som giver en tung hvæsende vejrtrækning. Dette skal undersøges af en læge.
Selv om man ikke har en infektion, kan man godt få feber i kortere eller længere tid. Her er det dog meget vigtigt at få en læge til at forvisse sig om at feberen ikke skyldes en infektion.
Problemer med afføringen. Mange mennesker med MBL-mangel har enten diarre eller forstoppelse, eller det veksler mellem de to yderpunkter. Det hyppigste er at have diarre.
Nogle mennesker med MBL-mangel lider af periodevise ledsmerter, dvs. smerter i fx knæ, ankler, skuldre, albuer eller fingre. Det kan være svært at vide om et lille barn uden sprog har ledsmerter, men som hovedregel kan man se det på at barnet ikke ønsker at gå særlig langt, eller at lege vildt.
Med dårlig trivsel menes, at man taber sig eller i et barns tilfælde at det ikke tager på i vægt som det skal, eller ikke vokser som det skal. Det er vigtigt at få en læge til at følge et barn, der ikke tager på.
Man behøver ikke have alle de nævnte symptomer, selvom man har MBL-mangel. Mange har kun nogle af dem.